Nyhedsbrev maj 2016

Nyhedsbrev maj 2016
Efter et 4 måneders ophold i Burkina Faso er jeg igen hjemme i lille Danmark og godt i gang med forberedelser til vore næste projekter.
Siden 2013 står det på Burkinernes ønskeliste øverst et nyt Sundhedscenter, Rent drikkevand, en køkkenhave med brønd, og hospitalsudstyr til den lille landsby Tourouba og hospitalet i Tougan.
Lykkes det os at finde sponsorer, så vi kan opfylde disse for os helt basale ønsker, vil det for det meget fattige lands indbyggere betyde, at der vil blive reddet rigtigt mange specielt kvinder og børn fra den meget høje dødelighed, der findes i Burkina Faso.
Al hjælp modtages med glæde og taknemmelighed.

Rejsebrev 6 marts 2016

Rejsebrev nr. 6
Lørdag den 19. marts var Michel hele dagen meget hemmelighedsfuld. Det var umuligt for mig at få at vide hvad der om aftenen var arrangeret på Hotel Neerwaya. Da tiden nærmede sig 20.30 kørte vi ned på hotellet. Der var allerede fyldt helt op i festsalen med mennesker fra hovedsagelig hospitalsverdenen. Vi blev placeret ved højbordet sammen med bl.a. Hochcommissæren og Preferen i Tougan, Dr. Robert Karama Regional Director over CHR i hele Bouckle du Mouhoun på 1,5 mill. indbyggere, 5 MCD chefer for CMA ud af 6 mulige fra henholdsvis Tougan, Nouna, Toma, Boromo og Dedougou. Hospitalerne er inddelt således: CHU er Universitetshospitaler, CHR er Regional hospitaler, CMA er Province hospitaler, CM er centre i større kommuner og CSPS er centre i mindre kommuner og små landsbyer.
Aftenen blev indledt med officielle taler og underholdning, hvorefter der blev serveret en middag bestående af kylling med salat. Herefter blev der råbt enkelt navne og foreninger op som i årets løb har gjort noget helt særligt indenfor deres arbejdsområde, og om ikke også DBL-KOONSO og AESF blev nævnt, så jeg blev bedt om at komme op på scenen for at modtage en udmærkelse af selveste Regional Directøren fra Dedougou. Han takkede på det hjerteligste for alt det udstyr vi i de sidste tre år har bragt ned til Burkina Faso, og ser frem til et fortsat godt samarbejde. Også Michel AESF blev hentet op på scenen og fik en udmærkelse for det store arbejde der er blevet gjort ved distribuering af alt udstyr.
Aftenens officielle del sluttede med at Michel overrakte en kuvert med dokumenter over alt vores øjenudstyr til Hochcommissæren, Preferen, Regional Direktøren og MCD i Tougan, i håb om, at der kan etableres en øjenklinik i Tougan indenfor nærmeste fremtid. Herefter blev der spillet op til dans under den stjerneklare nattehimmel.
Også næste dags formiddag blev noget helt særligt. Omkring klokken 10 kom ca 25 personer bestående af Regional Direktøren, MCD fra 5 forskellige provinser i Regionen Bouckle du Mouhoun, læger fra Tougan m.fl. for personligt at aflevere en ny ønskeliste til AESF og DBL-KOONSO inden min hjemrejse på onsdag.. Vi kan i sagens natur selvfølgelig intet love, men efter at have besøgt flere hospitaler og med egne øjne set under hvilke forhold de arbejder, vil jeg, i samarbejde med AESF og min bestyrelse gøre hvad vi kan for at samle mere hospitalsudstyr, der kan forbedre befolkningens muligheder for at få en bedre behandling end den man har mulighed for at give dem i dag. Vi har i de sidste 3 år fået doneret en hel del meget fint udstyr af forskellig slags fra såvel Haderslev, Aabenraa og Sønderborg sygehuse, og vi vil derfor gerne her ved denne lejlighed takke alle de der har været indvolveret i dette hjælpearbejde. HJERTELIGT TAK ALLE SAMMEN,…..også alle hernede i Burkina Faso sender jer en stor og hjertelig tak…………………………
Så snart jeg kommer hjem vil jeg efter påske holde et lille møde med min bestyrelse med henblik på planlægningen af den næste container transport, hvor vi forhåbentlig igen via donationer får mulighed for at sende en 40`container til Burkina Faso med hovedsagelig hospitalsudstyr fra deres ønskeliste samt værktøjer af forskellig art m.m.
Jeg er stolt over at komme hjem og kan fortælle om vores gode samarbejde med såvel den lokale befolkning, implicerede entreprenører og de officielle myndigheder. Siden starten i 2012 har myndighederne fulgt op på de projekter vi har sat gang i omkring skolen i Tourouba. Den er som i et tidligere rejsebrev blevet udnævnt til EXAMINATION CENTRE, og fået tilført flere dygtige lærere, og indenfor hospitalsverdenen har myndighederne bl.a. sendt MCD Dr. Kabore i Tougan på et studieophold i Belgien for at dygtiggøre sig i bl.a. ultrascanning.
Min projektrejse lakker nu mod enden for denne gang. I morgen tirsdag pakker jeg de sidste ting sammen, og onsdag aften er jeg efter nogle berigende måneder på vej hjem til lille Danmark igen……………..
I håb om at vi i år får doneret penge til projektet ”Rent drikkevand” og måske en brønd til en køkkenhave samt penge til igen at få en container med bl.a. hospitalsudstyr og værktøj sendt til Burkina Faso, vil jeg på DBL-KOONSO og egne vegne sige alle en stor og hjertelig tak for jeres interesse og hjælp i vort humanitære arbejde.
Er der nogen der på en eller anden måde kunne tænke sig at støtte op om dette arbejde kontakt da venligst DBL-KOONSO eller send rejsebrevet rundt til jeres venner……….
KH
Aase i Burkina Faso
Ps. Sidste år læste jeg en artikel om et dansk firma der er begyndt at sælge WI FI anlæg til specielt mindre landsbyer i hovedsageligt engelsk sprogede Afrikanske lande. Jeg kontaktede firmaet for at se om der var interesse i at få kontakt til det fransk talende vestafrikanske land Burkina Faso med 17. mill. indbyggere. Vi havde et lille møde hjemme i Danmark, hvorefter jeg fik udleveret materialer omkring projektet. Materialet blev hernede oversat til fransk af Michel, og efter at vi har holdt et par møder, hvor der var indbudt potentiel interesserede personer, ser vi nu frem til at der kan blive et stormøde, da det viser sig, at man hernede er meget interesseret i at stifte nærmere bekendskab med hvad det danske firma kan tilbyde.
Vi får se hvad tiden bringer…………………
Ps. Igen……..er der stavefejl og andet godt må I tage det med et gran salt eller sukker for jeg sidder i 40 graders varme og sveden hagler af mig………….

Rejsebrev 5 marts 2016

Rejsebrev nr. 5
Hospitalsbesøget i marts 2016
Forleden dag var jeg på den offentlige fødeklinik i Tougan. Den er drevet af sygeplejersker og modtager alle kvinder fra området i og omkring Tougan. Det var et meget interessant besøg. Klinikken, som lå på en lille bakketop med udsigt over byen,.. var alt andet end hvad vi normalt ville kalde en fødeklinik derhjemme. ”Sengen” hvor kvinden skulle føde sit barn var bygget op af sten pålagt hvide ”køkkenfliser”. Uden madras eller andet blødt underlag ligger kvinden på sengen med fødderne stukket ind i to jernringe og føder sit barn. Som nævnt i et tidligere brev får de ikke nogen form for anæstesi. I et lidt større rum var der et usselt leje kvinden kunne føde på. Instrumenterne bestod af rustne sakse og peanger m.m. Er der fødsler om natten fåregår det ved en meget lille lampe, der ikke formår at lyse ret meget op .
Efter fødslen kommer kvinderne ind på en lille stue med tre meget udslidte senge. Her opholder de sig i ca 1-2 dage, hvorefter de kommer hjem. På klinikken er der tilknyttet 10 sygeplejersker incl. en mandlig, der skiftes til at have vagt. Et meget lille rum med et par meget gamle senge fungerer som vagtstue og soverum. Klinikken modtager kun kvinder der skal føde under normale forhold. Er der udsigt til problemer bliver hun henvist eller overført til det offentlige hospital i Tougan, hvor de har læger der kan lave eks. kejsersnit. Fødeklinikken har ca 40 fødsler pr mdr. ,hvoraf ca 5-8 spædbørn er dødfødte pr år.
Efter dette indtryksrige besøg og en samtale med Michel da jeg kom hjem fik fødeklinikken få dage efter den store danske fødeseng, nye danske instrumenter, en babyseng, en større barneseng, en seng med madras, skåle og rullebord, m.m. De blev meget meget glade og taknemmelige, og håber inderligt, at det bliver mulighed for at få mere udstyr næste gang DBL-KOONSO får en container til Burkina Faso. Efter regeringsskiftet i nov. 2015 er der kommet en ny lov, som for Fødeklinikker landet over betyder, at de ikke mere bliver serviceret af et hospital, men af den siddende borgmester i byen,…..og de har her efter regeringsskiftet slet INGEN penge i kassen til at give dem nogen form for udstyr eller lignende. Klinikken må klare sig selv.
En af sygeplejerskerne fortalte mig, at der i Tougan lever en lille 12 årig dreng, der er mentalt retarderet og ude af stand til at gå. Han bliver hovedsageligt passet af sin bedstemoder 24 timer i døgnet. Også han fik en kørestol, så de har mulighed for at komme lidt udenfor hjemmet.
::::::::::
I går var jeg på det offentlige hospital i Tougan for at overvære en fødsel der skulle foregå ved kejsersnit. En ung kvinde fra en lille landsby udenfor Tougan var dagen forinden blevet indlagt, da hun under den 8½ mdr. lange graviditet fik problemer med sit helbred.
I et omklædningsrum skiftede jeg til hospitalstøj, som de sidste år har fået en hel del af fra Haderslev Sygehus. Da jeg kom ind på operationsstuen lå kvinden allerede på det nye danske operationsleje, alt imedens de to airconditioner kørte for fulde tryk og hvirvlede det røde støv rundt i lokalet. Narkosesygeplejersken gjorde klar til at give hende en lumbal-anæstesi, hvorefter kirurgen dr. Bakouan i store grønne gummistøvler og hans assistent kom ind og gjorde klar til operation. Det foregik alt sammen stille og roligt. Drop var sat op med saltvand, og den danske monitor de lige har fået var koblet til den fødende kvinde, så narkoselægen kunne følge hendes puls og blodtryk under hele operationen.
Fra bugen blev åbnet og til barnet kom ud tog ikke mere end 10 minutter. En lille og velskabt dreng med langt sort hår, mørke øjne og lys i huden de første dage, så for første gang dagens lys,…og stak i et vræl…………Barnet blev af en sygeplejerske tørret og,.. i et lille grønt klæde,.. lagt på en stål-serveringsbakke og bragt over på stuen.
Den unge mor blev opereret færdig og herefter på en båre kørt over til barnet. Når jeg tænker på hvordan jeg selv fik mine to børn må jeg sige, at jeg savnede den helt personlige kontakt mellem mor og barn….og faderen. Det er ikke som hjemme i Danmark, hvor moderen OG faderen sammen får denne store oplevelse at se sit barn blive født og straks lagt op på brystet af sin moder, nej her bliver barnet taget ud, tørret og bragt over på stuen, hvor moderen senere kan få lov til at holde barnet i sine arme. Under hele fødslen var moderen ved fuld bevidsthed.
Efter en veloverstået operation blev jeg af Kirurgen Dr. Bakouan vist rundt på hele hospitalet for at se det udstyr blive brugt, som de har fået fra Haderslev, Aabenraa og Sønderborg Sygehuse igennem de sidste 3 år. Det var med stor glæde jeg kunne konstatere, at udstyret er blevet modtaget og nu bruges til det formål udstyret er bestemt for.
DBL-KOONSO og vores samarbejdspartner AESF har udover at have bygget en hel ny Primærgrundskole og totalrenoveret den gamle Primærgrundskole i Tourouba i henholdsvis 2012 og 2013 herefter sendt hele 4 containere til Burkina Faso med hospitalsudstyr, værktøj, farmerredskaber, symaskiner, skoleinventar og meget mere. Det har bl.a. betydet, at vi har serviseret 4 ud af 6 Hospitaler i Province du Sourou samt 3 sundhedscentre med bl.a ultrascannere, monitorer, sug, anæstesiudstyr, instrumenter, sygeplejeartikler, 2 ambulancer og meget mere. En væveforening og flere fodboldklubber er etableret i Tourouba, Rassouli og Gourbala, og brandmændene, der specielt skal bekæmpe ilden ude i bushen, har fået specialtøj. AESF har oprettet et udlejningsfirma der lejer musikanlæg med trådløs højtalere ud samt et partytelt for at tjene penge til foreningen AESF`s arbejde i området. En hel del af musikudstyret er doneret af Musikhuset i Sønderborg.
KH fra Tougan
Aase
Ønsker DU at støtte vores humanitære arbejde er DBL-KOONSO`s bankkonto: 1551 11011934

Rejsebrev 4 marts 2016

Rejsebrev nr 4
International kvindedag.

Den 8. marts blev igen en dag med mange spændende indtryk. Dagen, som i rigtig mange lande er alle kvinders Internationale festdag, blev dette år fejret officielt i Kiembara ca 55 km fra Tougan.
Da jeg tidligt om morgenen kom til mødestedet fik jeg nærmest et chok. En meget gammel og faldefærdig bus, som ovenikøbet hver gang skulle skubbes i gang, holdt klar ved kvindernes hus i Tougan. Langsomt fyldtes bussen med snakkesalige og forventningsfulde kvinder i alle aldre. Hovedvejen fra Tougan til den noget større by Uioagia var stadig ikke repareret efter sidste års regntid, så der var rigtig mange og kæmpestore huller, hvor bussen meget let kunne vælte, hvis den kom for langt ud i rabatten. Der er ingen afmærkninger og andre sikkerhedsforanstaltninger, og på flere strækninger var det umuligt at passere uden at risikere at bussens støddæmpere og andet mekanik gik i stykker, så de få biler, der er tvunget til at køre strækningen,.. kører ofte, hvis der er mulighed for det, langs med hovedvejen på de små bushveje, der næsten ikke er til at se. Vi åndede lettet op, da vi 7 kvarter senere nåede Kiembara i god behold.
På festpladsen havde der allerede samlet sig rigtig mange mennesker. Kadice, som sidder i bestyrelsen for èn af kvindeforeningerne i Tougan, havde inviteret mig til at deltage i festen. Resolut gik vi over den store plads, hvor vi hver fik henvist en stol under det opsatte festtelt.
De officielle gæster fra 8 Departmens i Sourou Provinsen var langsomt ved at komme på plads. Alle kvinder fra de forskellige foreninger i provinsen (ca 600) stod allerede i ring omkring festpladsen iklædt deres flotte farverige tøj, der specielt er lavet til denne dag. Præcis klokken 10 startede festen med diverse taler musik og dans, som alt sammen foregik foran Hochcommissæren, Preferen og andre ” vigtige” personers siddepladser. Klokken 12 var alt det officielle overstået, og et par hundrede ”udvalgte” gæster var inviteret hen til Preferens hus for at blive beværtet med lidt godt til ganen, som bestod af et stykke grillkylling, der var grillet ca 10 timer før, pomfrites og salat. Snakken gik livligt indtil de små afrikanske trommer henad kl. 15 begyndte at spille. Det var signalet til at festen sluttede.
Bussen , som i løbet af dagen nærmest var blevet til en sauna, blev langsomt fyldt op igen med glade men trætte og tørstige piger. Under hjemturen blev der både danset og sunget i bussen. Specielt var der et par kvinder som havde den evne, at kunne synge eller nærmere rappe noget af sig, alt afhængig af hvem de henvendte sig til. De forsøgte også at lære mig nogle sange på deres lokale sprog SAN, men det blev til det rene vås. De skreg af latter over mine udtalelser.
Efter endnu en begivenhedsrig dag nåede vi alle velbeholden hjem til Tougan igen ved 17 tiden. Om aftenen var der dans på den lokale dansebar, og sammen med Kadice og de andre kvinder, sluttede vi dagen af med en lille svingom under den stjerneklare afrikanske nattehimmel.
Jo der er nye tider på vej på den afrikanske kontinent. Mange kvinder ved hvad de vil, og arbejder nu målrettet hen mod ”bedre” og mere ligeværdige muligheder for KVINDEN.
KH fra Tougan Aase
Ønsker man at støtte vores humanitære arbejde er DBL-KOONSO`s bankkonto: 1551 11011934

Rejsebrev 3 februar 2016

REJSEBREV 3 februar 2016
Fredag den 12. februar var dagen hvor vi kørte til Tourouba for at aflevere fodboldtøj og bolde, landbrugsredskaber, en kultivator, bandage til de tre sundhedscentre m.m.
Alt dette kunne vi selvfølgelig ikke have i min lille bil, men vi var heldige, chefen for hospitalet i Tougan lånte os statens firehjulstrækker med chauffør, så det var en stor lettelse for os.
Efter en hård tur incl. en punktering undervejs ankom Michel og jeg til Lankoue lidt over middag, hvor vi afleverede nogle af vore gaver og fortsatte derfra de sidste 6 km til Tourouba. Firehjulstrækkeren havde allerede været i Tourouba og afleveret det medbragte udstyr. Vi fik pakket vore ting ud og indrettet os for de næste to dage. Det er ikke som i Danmark, hvor man ved ankomst får noget at spise eller drikke. Vi drak noget lunkent vand fra flasken vi havde medbragt, og om aftenen blev der lavet lidt milletgrød med en bønnesovs…………Det er en god slankekur for mig………….
Inden det blev mørkt havde de to af landsbyens 4 fodboldhold i dagens anledning arrangeret en fodboldkamp og en lille ceremoni med taler , hvor Michel fik afleveret deres nye fodboldtøj og bolde. De blev meget meget glade og stolte over, at de nu også har fået ens tøj til et helt hold . Touroubas unge fodboldintuisiaster går op i sporten ”med hud og hår”, så det bliver spændende at se dem om nogle år. Får vi en dag mulighed vil vi gerne ansætte en træner til at komme til dem en gang om måneden.
Når de spiller kan jeg få helt gåsehud, da nogle af de unge slet ikke har sko på, de spiller i bare tæer , og det ovenikøbet på den hårde og meget stenede jord. . De unge der kommer ”over barndommen” er generelt meget hårdføre og vant til at arbejde hårdt for overhovedet bare at overleve, ….specielt ude i de mange små landsbyer i bushen.
Om aftenen var Michel til et større politisk møde med landsbyens indbyggere, fordi de har bedt ham om at repræsentere Tourouba som deres Counseler, som skal vælges til maj. Som bekendt har der lige været valg i landet, hvor de fik en ny præsident fra det politiske parti MPP (social), så der sker allerede nu mange og nye gode ting i landet. Lad os håbe, at det nye demokrati må vokse sig stærk og i den rigtige retning. Urolighederne fra terrorhandlingerne i januar har ”lagt sig”, og man søger nu at finde de skyldige.
Morgendagen, ja for den sags skyld resten af dagen, bestod vores mad af en kop the og tre små bitte stykker milletbrød. Jeg havde heldigvis to flasker lunkne maltøl med i bilen.
Hernede spiser man for at overleve og ikke som hos os for hyggens skyld og med et overflod af mad……………….
Lørdagen blev brugt til samtaler med landsbyens indbyggere, som i en lind strøm kom til vores hytte. Ind imellem gav kvinderne sig til at danse efter de typiske afrikanske rytmer fra en transistor radio og børnene,…ja de var over det hele, hvor de fulgte os hele dagen med store undrende øjne. Vi har haft en del legetøj med herned, men vi kan ikke på nuværende tidspunkt give det til børnene i Tourouba for det betyder, at hvis ikke ALLE får det samme legetøj eller noget tilsvarende, vil der opstå misundelse og ballade, og det ønsker vi ikke, selvom jeg godt kan se, at de alle HIGER efter at blive udfordret, uden at de selv ved gennem hvad.!!!!!!!!!!! Det vi kan give dem er legetøj som flere kan have glæde af på samme tid. eks. pentang, fodbold, bolde og andre spil der indvolverer flere i legen. Vi håber på, at vi en dag kan give dem en stor kasse LEGO til specielt børn fra 4-12 årrige. Det kunne være en rigtig god begyndelse til udvidelse af deres kreativitet.
Ved denne lejlighed her vil jeg,… lige som politikerne,… gerne lige understrege, at jeg får myrekryb, når jeg hører, at vi ”i Vesten” generelt anbefaler de afrikanske lande til at bruge prævention for at nedbringe de mange børnefødsler. Hvordan i alverden kan man tillade sig at anbefale at nedbringe fødselsantallet i et andet land UDEN samtidigt, og i samarbejde med regeringen OG den lokale befolkning, at sikre det sociale netværk for den enkelte borger i deres alderdom. Er det igen den økonomiske gevinst af præventionsmidler politikerne er blændet af??? eller/og den forvrængede fremstilling af verdens fødevare situation??? Det er ihvertfald vigtigt at gøre sig klart, at børnene i de fleste afrikanske lande er de ældres aldersforsikring, så uden de mange børn vil de ældre ganske enkelt dø væsentlig tidligere, og i øvrigt have en langt hårdere hverdag en den de i forvejen har. Efter flere besøg på hospitaler og sundhedscentre har jeg herudover måttet konstatere, at de negative aspekter ved prævention, så som blandt andet blodpropper, fibromer og cancer er langt større end de positive aspekter. Det var et sidespring men tankevækkende……….
Lørdag aften blev for mig en aften jeg længe har set frem til. Under afrikas mørke og stjerneklare himmel samlede der sig ca 3-400 børn og voksne til en aften af de helt store oplevelser. Vi havde taget vores generator, computer og en projektor med til Tourouba, og for tredje gang viste vi fotos taget i landsbyen siden starten af vores arbejde i 2012. Hver gang de så èn af ”deres egne” i sjove situationer gav de et kæmpe hvin af glæde fra sig, der kunne høres over det meste af landsbyen. Bagefter viste vi en naturfilm om løver, og en naturfilm fra forskellige lande, hvor Michel på det lokale stammesprog SAN fortalte dem om hvad de så.
Ved midnatstid sluttede vi, og alle gik glade hver til sit med en uforglemmelig oplevelse, der for nogles vedkommende kan have givet dem en betydning, som de måske senere i livet kan få glæde af,……..hvem ved……….
Tidlig søndag morgen pakkede vi bilen for efter en begivenhedsrig weekend atter at køre hjem til Tougan. Turen hjem var ikke uden en vis nervøsitet, for som allerede nævnt, havde vi på henturen en punktering, og det betød, at vi IKKE i bilen havde et reserve dæk, hvis vi skulle punktere igen.
Vi nåede heldigvis godt hjem dog ikke helt uden et lille problem. En sten havde slået hul på boxen med motorolie, så der lækkede olie ud på jorden. Det må være sket kort før vi nåede Tougan, for den røde lampe i bilen var endnu ikke blevet aktiveret.
Her må sætningen ”heldet følger de tossede” være på sin rette plads.
KH her fra Tougan i Burkina Faso
Aase