Rejsebrev nr 3 januar 2017

Rejsebrev 3 januar 2017 21.01.17
Første uge i januar kom containeren fra Blue Water Shipping til Tougan. Michel havde arrangeret , at der kom 14 stærke unge mennesker og hjalp os med at losse den. Da vi var færdige, var huset både udvendig og indvendig proppet med hospitalsudstyr, senge, værktøj og meget mere.
Dagen efter gik vi i gang med at pakke ud af diverse papkasser, og et par dage efter fik vi inspektions besøg af læger og teknikere fra hospitalet i Tougan. De blev ovenud lykkelige over at se alt det fine udstyr, og glæder sig utroligt meget til at tage det i brug.

Containerens indhold i Burkia Faso mov

Hele uge to gik med at køre det fine udstyr hen på hospitalet, hvor det nu er sat ind i et beskyttet rum. Herfra vil det under ledelse af regionschefen og de 6 CMA (Centre Medical Surgery A.) cheflæger blive distribueret ud til først og fremmest hospitalet i Tougan, som AESF og DBL-KOONSO har prioriteret højest. Herefter vil de resterende 5 provins-hospitaler, som er i stand til at betjene udstyret blive tilgodeset. Resten af det fine udstyr vil gå til Universitetshospitalet i Ouagadougou eller/og Bobo Dialasso. Som før nævnt er 4 ud af 6 Provinshospitaler blevet opgraderet på baggrund af bedre undersøgelses og behandlingsmuligheder, og i år vil de to sidste sygehuse i Reg. Boucle du Mouhoun blive opgraderet .
Myndighederne i Tougan er gået i gang med at søge Sundhedsministeriet om at etablere en øjen- og en tandlæge klinik i Tougan. Hvor de andre 3 tandklinikker bliver etableret ligger endnu uklart.
Mandag den 23. kører vi til Ouagadougou for at hente journalist Ruth Nielsen fra Der Nordschleswiger Sønderborg. Hun har fået til opgave, at lave en reportage over vores arbejde i Burkina Faso siden starten i nov. 2011. Hun skal bl.a. besøge skolen i den lille landsby Tourouba , sundhedscentrene i de lidt større landsbyer Kiembara og Lankoue, og så skal hun selvfølgelig også se hospitalet i Tougan. Det bliver en spændende uge.
Kærlig hilsen her fra Tougan
Aase
Ps. Vi havde håbet, at vi denne gang kunne fortælle kvinderne i Tourouba, at de vil få en brønd, der skal forsyne en køkkenhave med vand. Desværre har vi igen fået afslag på vores ansøgning, men vi fortsætter med at søge, og håber en dag at det vil lykkes……………