Rejsebrev 3 dec 2017

Rejsebrev 3 3. søndag i advent 2017
En helt fantastisk dag.
Landets Premier Minister Paul Kaba Thieba kom lørdag formiddag den 16. dec. til Tougan for at tale om udvikling i Province du Sourou, og for at se hvor langt man er kommet med den nye asfalt vej, der er ved at blive bygget fra Dedougou , Tougan til Ouahigouya. En strækning på ca 200 km.
Om søndagen tog han sig tid til at tale med forskellige personer fra Tougan og omegn. I denne anledning fik Michel og jeg mulighed for at få et møde.
Det var en meget interessant oplevelse at mødes med Paul Kaba Thieba igen. Sidste år, da han overværede den officielle overrækkelse af donationen fra Danmark, tog jeg mig den frihed og sagde til Premier Ministeren, at jeg i 2017 igen vil prøve at få doneret en containertransport og mere hospitalsudstyr til Burkina Faso. Takket være Kurt Skov BWS og Medicoteknik fra hospitalerne i Sønderborg, Aabenraa, Kolding, Fredericia, Vejle, Response/Midtonline, Dentronic i Århus, og Lægehuset Nordborg lykkedes det atter at sende en container til Tougan. Hjertelig tak alle sammen.
Mødet blev holdt på et Hotel i Tougan. Tilstede var Premier Ministeren og hans officielle stab. Hospitalets overlæge MCD Sanou Roland, Michel og jeg fik vores pladser anvist, og MCD lagde ud med at fortælle om de problemstillinger hospitalet har. Derefter præsenterede Michel sig og fortalte om DBL-KOONSO og AESF`s samarbejde siden 2012, og til sidst fik jeg mulighed for at tale.
Igen gav jeg forsigtigt udtryk for, at jeg fortsat vil arbejde hen på at få en container med hospitalsudstyr og inventar til Burkina Faso i 2018, fordi man i Danmark har vedtaget en ny sygehusstrategi, hvor man vil opføre 6 nye supersygehuse, og foretage totalrenovering af nogle af de mindre sygehuse. Ved denne lejlighed vil nogle af de eksisterende mindre sygehuse i Danmark blive nedlagt .
Inventar og udstyr vil i hele denne udvikling blive udskiftet med nyt, og det er her vi sammen har mulighed for at gøre en forskel. Rigtig meget af alt det fine inventar/udstyr er stadig brugbart mange år frem, og kan derfor, hvis det bliver doneret, være med til at hjælpe Burkina Faso ind i en helt ny udvikling til gavn og glæde for os alle.
Under samtalen gav Premier Ministeren på landets og egne vegne udtryk for en stor glæde og taknemmelighed over donationen/donationerne fra Danmark.
Vores arbejde har resulteret i, at man i Sundheds Ministeriet af to årsager har besluttet at bygge et helt nyt sygehus i Tougan .
Det nuværende offentlige Provins sygehus er fra 1957. Med et nyt og større sygehus vil lægerne få bedre plads til at bruge alt det fine udstyr, og for det andet ser man muligheden for at få hospitalet fyldt op med ”nyt” hospitalsudstyr og inventar fra Danmark lige fra senge til operationslamper, ultrascannere, monitorer, røntgenapparatur, instrumenter, to tandklinikker (er i øjeblikket etableret i det gamle hospital) sygeplejeartikler og etablering af en helt ny og tiltrængt øjenklinik med mere.
( I foråret 2016 byggede Sundhedsministeriet et Sundhedscenter i Departemenbyen Lankoue 6 km fra landsbyen Tourouba, og da jeg så det i februar 2017 stod det fuldstændig tomt, intet inventar og udstyr overhovedet, og det er der stadig ikke.
I år fylder vi sundhedscentret med udstyr og inventar fra Danmark. )
Paul Kaba Thieba afsluttede mødet med at sige, at de i Sundheds Ministeriet i Ouagadougou også fremover vil følge op på det arbejde vi laver i Burkina Faso, og det var det bedste han kunne sige, fordi så er ”ringen sluttet” med en giver OG en modtager, når projekterne skal vedblive at være bæredygtige langt ind i fremtiden.
Endnu engang vil jeg på DBL-KOONSO`s , og egne vegne takke jer alle, der på den ene eller anden måde har været med til at støtte vores arbejde i Burkina Faso. Uden JERES hjælp har det ikke været muligt.
Nu vil jeg slutte med at ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul og et godt og inspirerende nyt år.
Kærlig hilsen og en stor tak til alle også fra vores samarbejdspartner Michel , AESF i Burkina Faso
AASE
Tougan

Til venstre : Premierminister Paul Kaba Thieba.
Bagerst fra venstre : Borgmester A. Drabo, Salouka er observatør, Zerbo er observatør
Forrest fra venstre : Kabinet Dir. Sereme, Sosso er observatør, Jack er observatør

Her sidder jeg i samtale med Burkina Faso`s Premierminister Paul Kaba Thieba.
I midten sidder MCD Sanou Roland. Den tomme stol i midten er Michel Dieni`s

2. søndag i advent 2017 rejsebrev 2

Rejsebrev 2 2. søndag i advent. 2017

Torsdag den 7. dec. ved middagstid ankom BWS`s container til Tougan. Turen fra Ouagadougou til Tougan (240 km) tog hele 12 timer, fordi det var en meget gammel lastbil, og undervejs gik der pludselig brand i lastbilen. De fik dog hurtigt ilden slukket og kunne køre videre.
Ved ankomsten stod 13 personer klar til at aflade containeren. Det tog fem timer. Vi havde heldigvis en rampe med hjemmefra for ellers tror jeg ikke, de kunne have fået specielt det ene mobile røntgenapp, ned på jorden. Intet gik i stykker, hverken under turen herned eller under afladningen.
De efterfølgende dage har vi brugt til at sortere og sætte i orden både udenfor og indenfor, så alt udstyr står klar, når myndighederne kommer en dag i denne uge for at se hvad vi har doneret.

I forrige uge besøgte jeg den nye børnehave i Tougan, som sidste år fik doneret bl.a. lego og andet legetøj fra Danmark. Der var intet at lege med i børnehaven. Børnene (og de voksne) var ikke klar over, hvordan de skulle lege med de forskellige ting, så jeg prøvede sidste år at vise dem hvordan. Det var derfor en stor glæde for mig at se, at de nu leger med alle legesagerne, som vi gør derhjemme. Den ene af ”pædagogerne” skyndte sig at hente et spil med billeder, som han straks bad børnene om at vise mig, hvad de har lært.

I år har vi desværre ikke haft så meget legetøj med herned, men lidt blev der til, og det har de fået i dag. Der var bl.a. biler, dukker og spil. Da jeg kom ind af døren kom børnene løbende hen til mig, og kikkede med store brune øjne spændt på hvad jeg havde med i kasserne. De blev meget meget glade, og begyndte straks at lege med de forskellige legesager.
Det var lidt nyt hernede fra Tougan

Aase

1. søndag i advent dec 2017

1. søndag i advent. December 2017:
December er den måned af året, hvor ”vi” mere eller mindre, og på hver vores egen måde, retter tankerne hen mod livets dybere spørgsmål:
hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvor skal vi hen.
Mere end nogensinde før har verden i dag brug for, at vi mennesker ændrer vore ”udtjente” tankemønstre og begynder at tænke dybere over, hvor vi er på vej hen……………………………………
Hvad kan vi gøre, og hvad bør vi gøre her og nu for at få hele ”den globale uro” af den ene eller anden art ”drejet i den rigtige retning”, så vi alle med en god samvittighed kan NÅ at få mulighed for at videregive en verden, der er værd at være menneske i,… til vore børn og børnebørn, …. så De og Deres efterkommere kan leve videre på et trykt og menneskekærligt bærende fundament, som VI forhåbentlig her ”i tolvte time” når at være med til at videregive vore efterkommere…….. .
Fremtidens bærende fundament for alle mennesker på denne jordklode MÅ være, at alle de basale og livsnødvendige ting i livet er en selvfølge for alle uanset religion og ”the colour of the skin”.
Tiden er inde til, at vi så vidt muligt deler verdens goderne med hinanden. Så foroven så forneden……….
Jeg er nu atter i Burkina Faso for at modtage den sjette container som igen i år er sponseret af Blue Water Shipping, Esbjerg, og lægerne venter atter med stor spænding på den flotte donation fra bl.a. Dentronic og hospitalerne i Danmark .
Når jeg tænker på, hvordan der er pyntet op til julen derhjemme, og jeg nu sidder hernede ( i 37gr varme,.. (7 gr højere end normalt på denne tid af året ), er det som nat og dag. Der er intet at spore af julen overhovedet, og fra oplevelserne i de andre år kan jeg kun sige, at hele julemåneden er som enhver anden måned af året. Dog har jeg observeret, at der en meget væsentlig forskel. Indbyggerne er på deres helt egen måde, som jeg tolker det, i ”kontakt med deres indre”. Det kommer bl.a. til udtryk i den indre glæde og tilfredshed de udviser over bare det ”at være til”,……… og det giver mig virkelig stof til eftertanke.
Med disse tanker i mit hoved tillader jeg mig her i denne søde juletid, at sende jer alle et beskedent juleønske om en økonomisk hjælp, så vi ved en FÆLLES INDSATS kan få etableret en brønd til en køkkenhave inden jeg igen rejser hjem i marts 2018.
Det vil da være den allerstørste og også den eneste julegave alle indbyggerne i den lille landsby Tourouba
i så fald vil modtage.
Alle der øremærker sin donation med ”en brønd” samt navn og mailadr. vil blive holdt orienteret om projektet.
DBL-KOONSO (Danish Burkinabe Link)
Danskebank: 1551 11011934
Sammen kan vi gøre en forskel.
På forhånd hjertelig tak.
www.burkinaskole.dk