Alle indlæg af Aase Bonde

HISTORIE:

Siden min studietid på ”Den Sønderjyske Sygeplejeskole Sønderborg” i 1963, har jeg haft en meget stærk drøm om ”at hjælpe i Afrika”, og det er jo aldrig for sent.
I 2010 fik jeg for første gang mulighed for at komme til Burkina Faso i Afrika. Året efter besluttede jeg at gøre min drøm til virkelighed. Min hjælp skulle gå til at bygge en helt ny skole.
Da det er svært at finde sponsorater til mursten, besluttede jeg i efteråret 2011 for egne midler, og i samarbejde med min samarbejdspartner i Burkina Faso, at bygge en ny treklasses Primærgrundskole i den lille bush- landsby Tourouba. Til dette formål købte jeg en lille Nissan Almera, fordi landsbyen ligger 140 km t/r fra Tougan (35.000 indb), hvor jeg har lejet et hus til ca 425 kr mdl.
Den første sten blev lagt den 5. januar 2012 og mindre end 3 mdr. efter stod skolen færdig. Det er helt usædvanligt i Burkina Faso. Indvielsen blev holdt den 12. maj med gæster fra Den Danske Ambassade og Undervisningsministeriet i Ouagadougou.
Lige inden min afrejse i nov. 2011 stiftede jeg den danske støtteforening DBL-KOONSO (Danish-Burkinabe-Link), som sponsorerede skoleinventaret til den nye skole, og året efter overtog lejemålet af huset i Tougan.
Allerede i februar 2013 kunne DBL-KOONSO med hjælp fra danske sponsorer total renovere den gamle treklasses Primærgrundskole, så den i dag fremstår som en tro kopi af den nye skole. Renoveringen tog 1½ mdr.
De to bygninger danner tilsammen en seksklasses Primærgrundskole, og har i dag ca. 550 elever (piger og drenge) og 9 lærere. Antal elever pr klasse er gået fra 117 ned til ca. 65 elever.
Dette har medført, at ca.85% (mod før ca. 8-10%) af alle afgangselever hvert år består deres ”Nationale Afgangs Eksamen” for derefter at gå videre i Secondærskolen.
I 2013 udnævnte Undervisningsministeriet skolen i Tourouba til ”EXAMINATION-CENTER”. Det betyder, at alle afgangselever fra de 7 omkringliggende landsbyer skal til Tourouba for at tage deres Nationale afgangseksamen, og det er en meget vigtig begivenhed for den lille landsby i Sahelbæltet.
En ny fodboldklub ved navn ”Fodbold for Miljø” blev stiftet i 2014, og med fodboldtøj, to nye mål og bolde fra Danmark samt oplysning om miljø, hvor de unge har påtaget sig at samle plastikposer i hele landsbyen 2 x mdl., er foreningen med til at styrke sammenholdet i nærområdet.
I 2015 blev væveforeningen ”Song Taaba” stiftet i Tourouba. DBL-KOONSO har doneret 4 symaskiner og indkøbt to nye væve foruden den ene de har i forvejen. Foreningens formål er på sigt, at oplære unge og ”udsatte piger” i at væve og sy samt give dem undervisning i ernæringslære og madlavning. Pigerne har herigennem mulighed for at skabe sig selv en fremtid.
Indenfor de sidste ca. 75 år, er der ikke sket en udvikling i den lille landsby overhovedet. Den nye udvikling har derfor bevirket, at indbyggerne har oprettet en ”Udviklingsforening”, der sammen med Ældrerådet og en officiel udnævnt Rådgiver, som er vores samarbejdspartner i foreningen AESF (Association Education
Sance Frontiere) har til opgave, at vejlede og støtte indbyggerne med løbende undervisning og oplysninger i takt med alt det nye der sker omkring dem fordi:
En dybere og gensidig forståelse,… samt det ansvar der følger med al ny udvikling, er alfa/omega, ja, det allervigtigste, for overhovedet at holde projekterne bæredygtige også i fremtiden.

 RESUME:

2012: Ny treklasses Primærgrundskole med indlagt solarlys og toilet inkl. nye Burkinske skolemøbler.

2013: Total renovering af den gamle treklasses Primærgrundskole inkl. danske skolemøbler.

2013: En 40`og en 20`container med hovedsagelig hospitalsudstyr, 1 ambulance, ultralydsscanner, monitors m.m. værktøj, skolemøbler, symaskiner, computer, farmerredskaber, m.m.

2014: Stiftelse af foreningen ”Fodbold for miljø”

2014: En 40`container med hovedsagelig hospitalsudstyr, 1 ambulance, ultralydsscannere, monitors, øjenudstyr m.m., operationslejer, værktøj, symaskiner m.m.

2015: Stiftelse af væveforeningen ”Song Taaba”

2015.: En 40`container med hovedsagelig hospitalsudstyr, ultrascanner, monitorer, kørestole m.m. Værktøj, landbrugsredskaber, symaskiner, computer m.m.

2016: En 40`container med hovedsagelig hospitalsudstyr, 8 dialyseapp., ultralydsscannere, monitorer, operationslejer, hospitalssenge, rollatorer, 4 tandklinikker komplet, værktøj m.m.

2017: En 40`container med hovedsageligt hospitalsudstyr, 6 dialyseapp., 4 røntgenapp., ultralydsscanner, endoskoper, øjenudstyr, 1 tandklinik komplet, værktøj m.m.

2018: En 40`container med hovedsagelig hospitalsudstyr, 6 dialyseapp, 4 røntgenapp., ultralydsscanner,
endoskoper, øjenudstyr, 1 tandklinikudstyr komplet, mamatome, defillibrator, værktøj m.m.

2019: En 40`container med hovedsageligt hospitalsudstyr, 3 dialyseapp. ultralydsscannere, endoskop m.m.

MCD (cheflægen) på det offentlige hospital i Tougan har fået et legat i Burkina Faso, så han i sommeren 2015 var på et kursus i Frankrig for at udvide sine fagkundskaber indenfor bl.a. ultralydsscanning. På grund af donation fra Danmark har læger fra hospitalet i Tougan  i over en 2årig periode været på kursus i undersøgelse af hjertepatienter via ultrascanning. I foråret 2017 åbnede de officielt op for modtagelse af hjertepatienter på det offentlige hospital i Tougan.

I januar 2017 blev den officielle overrækkelse af hospitalsudstyret for første gang overværet af landets Premierminister Paul Kaba Thieba og Sundhedsministeren S. Ouadraogou med flere. Da Premierministeren hørte, at vi har haft meget fint øjenudstyr deponeret i over 2 år, gav han udtryk for, at nu vil han gå hjem til sit Ministerium og arbejde for at Tougan får bygget en øjenklinik. Samtidigt udtrykte han en stor glæde over alt det fine udstyr, vi har bragt til Burkina Faso.

Den 2. Maj 2017 modtog undertegnede flere billeder, hvoraf det fremgik, at de to af fire tandklinikker nu er blevet installeret på det offentlige hospital i Tougan. De resterende følger.

Donationerne fra Danmark har resulteret i, at alle 6 provinshospitaler i Regionen Boucle de Mouhoun er blevet opkvalificeret på baggrund af, at de nu kan tilbyde bedre undersøgelses og behandlingsmuligheder.

DBL-KOONSO og AESF har betinget sig, at det offentlige hospital i Tougan tilgodeses først med det udstyr, som lægerne professionelt kan betjene og har brug for. Det resterende udstyr bliver i tæt samarbejde med Regionens øverste ledelse og Ministeriet i Ouagadougou doneret til henholdsvis hospitalerne i Regionen Boucle de Mouhoun og Universitetshospitalet i Bobo Dialasso og den store nye Universitetsklinik ”Blaire Campoure” i Ouagadougou. Hospitalet, der  stod færdigt i 2015, er endnu ikke taget fuldt ud i brug på grund af manglende udstyr.