Rejsebrev uge 15


UGE 15
En minderig dag
Afrika er Afrika og hvad der tilhører………………….
Vi havde håbet og planlagt at få besøg af Preferen,( Hochcommisairen var bortrejst) om mandagen, men det blev desværre først onsdag den 15. før Preferen og dr. Kabore med stort følge kunne komme. Det var vigtigt, at Preferen var tilstede, og så hvad der blev givet til hospitalet. Det hele tog ca fire timer før de havde fået set alt igennem og afprøvet ydstyret igen, inden de bar det hele forsigtigt ud på en bil og i fire omgange kørte det til hospitalet. Da vi var færdige var klokken efterhånden blevet henad klokken 13. Heldigvis havde vi pakket ambulancen aftenen før med alle de ting, som vi skulle have med til Lankoue og Tourouba næste dag, men der var problemer med at starte ambulancen, så det hele var lige ved at gå i vasken. Det var batteriet…………………….
Da vi endelig over middag var klar til at køre til Lankoue og Tourouba, (ca 150 t/r) ville ambulancen igen ikke starte, og Ramon tog nu vores batteri, som vi har lånt fra en anden bil, og satte den i ambulancen. Det betød, til nu kunne vi ikke komme afsted for der var ikke plads til både Ramon, Michel, Rosalie og mig. Hvad gør vi her og nu. Heldigvis hørte dr. Adamo om vores problem og lånte os sin store firehjulstrækker med chauffør.
I Lankoue ventede Preferen og sundhedspersonalet spændt på vores ankomst. Rassolie og Gourbalas sundhedspersonale var også repræsenteret. Gaverne blev bragt ind i Rådhusets mødelokale, og en lille officiel ceremoni med taler blev afholdt. Herefter gik vi op til Preferens hus og fik lidt at spise og drikke. (kylling og en sodavand/øl). De var meget taknemmelige for alt hvad de har fået af bandager, instrumenter, toiletstole m.m……………………
Da vi var færdige i Lankoue nærmede klokken sig efterhånden 17.30, og vi havde stadig et besøg vi skulle nå, inden vi satte snuden mod Tougan igen. Heldigvis ligger Tourouba dog kun 6 km fra Lankoue.Da vi ankom til Tourouba blev vi glædelig overrasket. Det var et fantastisk syn der mødte os.
Rigtig mange indbyggere var mødt op for at modtage os.
To væve, der blev sponseret sidste år til den unge forening ”Song Taaba” (mutuality service) i Tourouba var aftenen før blevet transporteret fra Koudougou til Tougan.
En væverske og en ung pige der er oplært hos formanden Rosalie, vil om kort tid starte op med at give unge piger en uddannelse i at væve. De har også fået et par symaskiner, så med tiden skulle centret gerne vokse sig stor, så det kan uddanne rigtig mange unge piger fra hele området, som derigennem kan få mulighed for at skabe sig en bedre tilværelse.
Væversken og den unge pige havde sat de to væve plus den gamle væv op, og påbegyndt en vævning. Snorene gik hele vejen rundt om Tennes hus. Det var tydeligt at se, at de vidste hvad de havde med at gøre. De laver et meget meget fint håndværksarbejde, som jeg inderlig håber, vi en dag kan sælge i Danmark.
Under hele denne ceremoni var det en utrolig oplevelse at se, at rigtig mange børn og voksne spændt fulgte med i hvad der foregik. Det var en ubeskrivelig følelse at SE og MÆRKE alle disse indfødtes interesse i, hvad der nu sker i den lille landsby Tourouba. Der blæser i hvert fald nye vinde……….
Solen var nu så småt ved at gå ned og det var tid til at sætte næsen hjemad, men ak da vi havde kørt ca 45 km var der ikke mere benzin på ambulancen, og når solen er gået ned, er det ganske enkelt bælgmørkt. Men atter var vi heldige. En mand fra en nærliggende landsby fik fat i 10 l diesel, men nu ville ambulancen ikke starte. Dr. Adamos chauffør tog batteriet fra firehjulstrækkeren, og med den hjælp fik de ambulancen i gang igen.
Efter en lang og hård dag kom vi godt trætte hjem til Tougan igen.

Aase i Burkina Faso

Ps. Torsdag den 16. blev der om morgenen afholdt en lille hurtig ceremoni på skolen ”Samaritaine” i Tougan, der giver voldsramte piger en treårig uddannelse i at sy og lave mad. Donationen på 10 symaskiner vil blive givet som gave til de 10 dygtigste ud af 38 elever efter endt uddannelse .


Herfra kørte vi til hospitalet i Tougan for at tage fotos af donationen fra dagen før.
Fredag den 17., kørte vi til Ouagadougou for at jeg lørdag middag kunne være hjemme igen efter 3½ måned med masser af berigende oplevelser fra hjertet af det afrikanske kontinent Burkina Faso.

Aase Bonde, Burkina, skolen i Tourouba Vestafrika.