Uge 3 2015

Kære læsere                                                  12-01.15

Som nogle af jer måske allerede har læst på vores nye professionelle hjemmeside, som Niels i Gråsten har lavet, fik vi ”i tolvte time” sponseret en 40`containertransport til Burkina Faso af BLUE WATER SHIPPING. Fantastisk. Den 19. dec. var jeg til et inspirerende møde med Kurt Skov og hans kone Gynthia i Esbjerg. Det blev for os/mig en meget meget stor oplevelse. …………………………..

Herefter fik vi rigtig travlt. Jørgen og jeg har flere gange været i Haderslev for at hente hospitalsudstyr, og den 23. dec. kørte Jørgen og jeg til Randers for at hente ambulancen fra Falck Danmark. Sammen med Jørgen, Erling og Arne pakkede vi containeren mellem jul og nytår, og den 2. januar rejste jeg fra Hamborg til Ouagadougou i Burkina Faso. Michel og Pascal fra AESF var i lufthavnen for at modtage mig, og dagen efter kørte vi til Tougan, en strækning på ca 240 km, hvor jeg af de lokale blev hjertelig modtaget.

De efterfølgende dage tilbragte jeg med at få mig etableret i Secteur 7 for de næste tre måneder,…. og at få kommunikationen til omverdenen op at stå.

Michel har for øjeblikket meget travlt med at få alle sine vigtige papirer, der vedr. hans ansøgning om pension samlet, og sendt til diverse myndigheder ellers giver det ingen pension, og den sidste officielle arbejdsdag var jo her den 31. dec. 2015.

Herefter har Michel, AESF og jeg nogle forberedelser omkring containerens ankomst i midten af febr. måned. En opsamling med efterfølgende rapport over det arbejde vi allerede har sat gang i sidste år, og møder med henholdsvis AESF, de lokale og myndighederne i såvel Tougan som Tourouba vedr. udstyret i containeren, …..og så selvfølgelig en opfølgning fra sidste år omkring projekterne:

  1. Nyt Sundhedscenter indeholdende en fødeafd., en skadestue, pharmacia, depot, vask og toilet
  2. Bolig til to sygeplejersker med ansvar for sundhedscentret
  3. ”Rent drikkevandsprojekt” til indbyggerne i Tourouba, sundhedscentret og skolen
  4. En brønd der skal forsyne en køkkenhave med vand

Takket være AESF`s formand Michel er alle møder med såvel lokalbefolkningen som myndigheder samt dokumenter vedr. de 4 projekter klar til at arbejdet kan blive udført med en timeline på i alt 4 måneder. Det er helt usædvanlig selv i Burkina Faso. (Yderligere informationer fås ved henvendelse til DBL-KOONSO)

 Der er mulighed for at se mere på vores nye hjemmeside www.burkinaskole.dk ,..hvor jeg kontinuerlig vil sende billeder hjem til Niels, som herefter vil sætte dem ind. Her vil også alle rejsebreve blive lagt ind efterhånden som de bliver skrevet.

Som I nok kan høre er der lige for tiden lidt rolig, så jeg nyder i øjeblikket at få slappet lidt af og nyde det dejlige vejr. Vi har mellem 25 og 30 gr i skyggen.

Nu vil jeg ønske jer alle et rigtigt godt og inspirerende nyt år i 2015, og på vegne af DBL-KOONSO benytte lejligheden her til at sige alle en stor og hjertelig tak for al den hjælp i på hver jeres måde har støttet vores humanitære arbejde i Burkina Faso.

Kærlig hilsen AASE